Gør dit minde personligt og uforglemmeligt

Tegninger af døde børn hjælper forældre i sorg

Jyske Vestkysten – september 2014


Jordemoder Karen Bøhrnsen har specialiseret sig i at tegne døde børn. Hendes streger giver forældrene ro og hjælp til at bearbejde sorgen

Af Kirsten Hansen


Det er en stor sorg at miste et barn. Og når man mister det under eller lige efter fødslen, så er det ikke bare barnet, man må sige farvel til. Forældrene mister også i høj grad muligheden for minder om det lille menneske, som kom og gik.

Man kan godt tage billeder af et dødt barn, men det bliver sjældent et billede, som egner sig til at hænge op på væggen hjemme i stuen. Barnet får nemlig hurtigt blå læber, og huden begynder at skalle af.

”Det er ikke alle, der bryder sig om at se på sådan et billede, og det kan være svært for forældrene. Det er jo deres barn, og de vil gerne dele de få minder, de har om det med omverdenen,” forklarer jordemoder Karen Bøhrnsen. som nu har fundet en måde at hjælpe forældrene på.

Ved siden af sit fuldtidsjob som jordemoder på Sønderborg Sygehus, driver hun sit eget firma, hvor hun har specialiseret sig i forskellige former for fødselsforberedelse – og i at tegne børn, levende som døde.

”Jeg må indrømme, at jeg holder mest af at tegne de døde børn. Dels er det lettere at fange deres udtryk, men allermest er det fordi, det giver mig en helt særlig glæde at hjælpe de forældre, der har mistet deres et og alt.”

Tegningerne, som hun viser frem på den store computerskærm i arbejdsværelset, har alle et fællestræk af ro. Når man ser på dem, ser man et lille barn, hver med sine helt unikke træk og personlighed. Og det er netop der, stregtegningerne har deres berettigelse.

”Et fotografi viser måske et barn, som ikke er så pæn i huden, og som har klemmer og slanger på hele kroppen. Med en tegning kan man fjerne alt det kliniske, så det kun er barnet, der står frem. Det gør tegningen anderledes – mere blid og mere levende,” siger Karen, mens hun på computeren bladrer gennem fine tegninger blandet med fotografier af bittesmå mennesker, der aldrig fik lov at åbne deres øjne.

Hjælper sorgen på vej

Når forældre henvender sig til Karen for at få tegnet deres døde barn, giver det ofte anledning til korrespondance frem og tilbage over mailen.

”Tit får jeg også flere billeder, måske endda af barnets begravelse. Det og forældrenes fortællinger er for mig også en del af det, der farver billedet af deres barn, så det er velkomment. Derudover er jeg overbevist om, at det kan være en vigtig del af processen med at bearbejde sorgen.”

Og det er egentlig det, der motiverer Karen allermest:

”Når jeg arbejder som jordemoder på sygehuset, handler det for mig mest af alt om at give forældrene en god oplevelse. Det er egentlig det samme, jeg gør, når jeg tegner de døde børn. Jeg er med til at give forældrene en god oplevelse, og måske hjælpe dem med at komme godt videre.”

Karen afleverer så vidt muligt tegningerne af de døde børn personligt, hvis forældrene bor i byen.

”De fleste bliver meget rørte, og jeg oplever, at tegningerne er med til at give forældrene ro. Som om, at tingene endelig bliver lagt på plads.”

FAKTA: Sådan foregår det

Karen Bøhrnsen tegner barnets portræt ud fra et foto, som du kan sende eller maile til hende. Det betyder også, at du kan få tegnet dit barn, selvom det måske er længe siden, det døde.

De fleste steder, sørger personalet på sygehuset for, at der findes fotografier af det døde barn, hvis du ikke selv har taget billeder.

Pris: Kr. 550,00.

Du kan se eksempler på Karen Bøhrnsens tegninger på www.stregtegninger.dk