Gør dit minde personligt og uforglemmeligt

Nu kan vi dele mindet om Balder med andre

Jyske Vestkysten – september 2014


Da Anna Christensens og Frank Johannsens søn, Balder, kom til verden, var han død. En stregtegning af ham er deres kæreste minde. Det egner sig nemlig til at dele Balder med omverdenen, modsat de fotos, de nåede at få

Af Kirsten Hansen


Den 19. August sad Anna Christensen og Frank Johannsen – som de gør hvert år på denne dato – på et lille stykke græs på kirkegården i Sønderborg. Foran dem står en hjerteformet gravsten – og en lagkage. Der er også flag og balloner. I dag kunne Anna og Franks søn, Balder, være blevet fire år. 

Der står kun én dato på gravstenen. 19/8-2010. Det var den dag, Balder kom til verden. Og den dag, det gik op for forældrene, at han aldrig kom til at opleve en eneste af sine fødselsdage. De havde godt nok fået at vide dagen før, at lille Balder var død inde i Annas mave. Men de fornægtede og håbede til det sidste. 

”Det var først, da jeg fik ham op til mig efter fødslen, at det gik op for mig, at han var død,” fortæller Anna.

Hun har altid ønsket sig et rødhåret barn. Det var Balder.

Mens hun med tårer i øjnene holder sit lille barn i armene, tager far Frank et billede af de to. Derudover blev der kun taget ét billede den dag, hvor man kan se Balder i fuld figur.

”Han skulle obduceres, men vi fik at vide, at vi kunne få ham at se igen, inden de skulle skære i ham,” fortæller Anna. 

Men sådan gik det ikke. På grund af en fejl blev Balder obduceret, inden Anna og Frank nåede at få taget de billeder, der kunne have været et fint minde og en hjælp i sorgen, der fulgte. Derfor er Balder på de fleste af Annas og Franks billeder pakket godt ind i tøj og tæpper. Resten viser ham med grove, mørke operationssting, der ser alt for store ud på hans lille krop. 

”Jeg bryder sammen, da jeg ser ham efter operationen. Jeg er fuldstændigt chokeret over, at det kunne ske. Vi ville så gerne have taget billeder af hele familien samlet. Men det nåede vi ikke.”

Karen tegnede Balder

På kirkegården er Annas venindes søn begravet ved siden af Balder. Veninden fortalte Anna, at hun havde fået lavet en tegning af sin søn. Det inspirerer Anna og Frank til at gøre det samme. Efter at have tjekket den lokale jordemoder og tegner, Karen Bøhrnsens hjemmeside, sender de en bestilling afsted.

”Alle forældre vil vel gerne have billeder af deres barn op på væggen. Men vi kunne jo ikke hænge et billede op, hvor Balder var skåret op fra halsen. Ikke at vi ikke kan holde ud til at kigge på ham, men der kommer jo venner med små børn i huset. Det ville skræmme dem fra vid og sans.”

Anna og Frank sender Karen Bøhrnsen billedet af Balder, der blev taget før obduktionen. Det er det, Karen skal tegne efter. Men for at hun bedre kan danne sig et indtryk, medsender de også det billede, Frank tog af Anna og Balder sammen.

Karen Bøhrnsens tegning af Balder rører Anna og Frank dybt.

”Vi nåede ikke at få mange minder, så tegningerne betyder alt for os. Det har hjulpet os i sorgen bare at kunne se ham som den lille dreng, han var. Nu kan vi kigge på ham hver dag, og vi kan også vise ham frem til andre. Det betyder så meget for os, at andre også husker ham.”

Hun forklarer, at det netop er én af grundene til, at hun har sagt ja til at stille op til dette interview.


”Jeg vil meget gerne være med til at bryde et tabu omkring det at miste et barn. Jeg oplever igen og igen, at folk ikke tør snakke om Balder, måske fordi de er bange for, at rive op i vores sorg. Men de kan ikke rive op i noget. Det værste er sket, og vi lever med det hver eneste dag. Det kan godt være, at folk er bange for at sige noget forkert. Men det værste er altså, når de slet ikke siger noget,” siger Anna, der har valgt at dele sine tanker på sin blog, englemor81.

Hun fortsætter:

”Jeg ved godt, at der er nogen, der synes, at vi dyrker vores sorg, fordi vi gerne vil tale om Balder. Men han er jo vores barn, og dem pakker man ikke væk, døde eller levende. Man holder jo heller ikke op med at snakke om sin bedstemor, fordi hun er død, vel? Balder kom død til verden. Vi lærte ham kun at kende som død, og derfor er det lidt svært at tale om ham uden samtidig at nævne døden.”

I dag hænger Balder på væggen i stuen. Han er omgivet af adskillige glade farvefotografier af sin lillebror, Nichlas, som snart fylder tre. Det sort-hvide portræt viser en smuk, lille dreng. Det eneste tegn på, at barnet på tegningen er dødt, er de mørke læber. Portrættet udstråler en ro, der ligger langt fra de dystre billeder i fotoalbummet. Alligevel er tegningen ikke et glansbillede af Balder. Det er på sin egen måde lige så sandfærdigt som fotografierne, for det viser den del af sandheden om Annas og Franks lille søn, som under de helt særlige omstændigheder ikke kunne fanges af et kamera.

Et rørende portræt af en mor

Men der findes endnu en tegning af Balder. Da Karen kommer for at aflevere portrættet har hun nemlig en overraskelse med. Hun har lavet en ekstra tegning til dem ud fra det andet foto, hun modtog på mailen: Portrættet af Anna, der holder sin lille søn for første gang.

”Jeg blev meget rørt. Enhver mor drømmer da om at have et smukt billede af sig selv og sit barn. Det gør jeg også. Når jeg ser på det originale fotografi, så ser jeg en mor med en død dreng. Men når jeg ser på tegningen, så ser jeg mor med Balder.”

Da hun bliver spurgt, hvorfor tegningen af hende og Balder stadig ligger i den blå æske på bordet, hvor alle minderne om Balder bliver opbevaret, i stedet for på væggen sammen med den anden tegning, bliver hun for første gang i samtalen lidt stille. 

”Ja, men det ved Frank ikke,” siger hun og kigger over på sin kæreste, inden hun forklarer:

”Vi har ingen billeder af Balder og Frank sammen, så hvis jeg hængte det her billede op, så ville jeg føle, at jeg tog noget fra ham.” 

Anna er ikke typen, der har let til tårer, men indimellem får hun en nedtur, hvor hun føler, at hun har brug for tårerne for at kunne komme videre. Så er det, at hun tager tegningen af hende og Balder frem fra mindeæsken.

”Det er en form for renselse, en bearbejdning af sorgen.”